Hej alle - og måske især dem, der ikke ror om vinteren.
 
Lenzes tur den 7. december
Jeg ved ikke hvor mange flere, der er plads til nede ved Lenze, det må han stå for, men er I klar over at dette er alletiders chance.
Grunden til ikke at ro om vinteren er angsten for at falde i vandet. Angsten for det ukendte. Her er chancen for at blive bekendt med det ukendte, og få flyttet en grænse under trygge forhold. Der er masser af erfarne roere ved siden af dig, du kan bunde, der er en læge til stede og der er sørget for almindelig opvarmning/hygge bag efter. Sikrere kan det ikke gøres.
 
Sidste uge havde jeg kursus med redningsøvelser o.s.v. Kursisten kom fra Grønland, så han synes vandet var varmt. Det var det ikke i min våddragt, men jeg var meget forbavset over at jeg kunne holde varme, bevægelighed og følelse i mine fingre så længe. Først agerede jeg bevistløs roer, så reddede jeg ham 3 gange, så rullede jeg og han reddede mig 2 gange (ca. ½ time uden handsker) - men det var så absolut også det eneste kolde, så jeg var overbevist om at en hurtig rotur ville have klaret problemet.
 
Så nu har jeg prøvet det - piece of cake. Men jeg roer jo normalt ikke i Long John, så nede ved Lenze vil jeg undersøge hvordan min almindelige vinterrobeklædning er i koldt vand. Vil jeg kunne lave en vending selv, får jeg jo ikke vådt undertøj. Skal jeg der i mod ud af kajakken, vil ben og krop blive hurtigere afkølet end med våddragt, men jeg regner da stærkt med at kunne komme op med en makkerredning - og måske er der også kræfter til at prøve en egen redning med paddlefloat. Den skal så måske laves/prøves først?
Det vil tiden vise. Jeg roer sjældent alene om vinteren (mest hyggeroning med konen) og gider selvfølgelig ikke ro i meterbølger om vinteren, det er en sommerfornøjelse, så jeg er egentlig ikke nervøs for at komme i baljen om vinteren.
 
Men nu får jeg prøvet det - og det skulle du også tage og gøre, så du kan komme ud og nyde 2. juledag, hvor vandet er spejblankt og himlen skyfri med frisk luft helt op til Vor Herre - det er balsam for legeme og sjæl. Ses vi?
 
Og når du så har fået øjnene op for vinter-roningens glæder, håber jeg også at se dig til:
 
Vinter-overnatningstur 1-2 februar 2003
Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Sammen med en anden Jørgen her fra Pjedsted har jeg tidligere taget en overnatningstur om vinteren. Den gik til Fænø Kalv, hvor vi sad ude ved bålet til kl. 22.00 - og næste morgen var vandet i drikkeflaskerne så frosset - en dejlig tur, som vi kun gennemførte da det var blik vejr - Jørgen er ikke så meget for bølger.
Nu vil vi afsted igen - og du må godt komme med. Det bliver sikkert et sted i Vejle Fjord, hvor der er flere naturlejrpladser, som Jørgen kender fra tidligere ro- og vandreture.
Vi skal ikke ro særlig langt, vi skal ikke ræse afsted og vi skal ikke ud i "snavset vejr" - det må være nok udfordring, at det er koldt. Vi kan aftale at mødes kl. 10.00 et eller andet sted, så er der tid til en hurtig madpakke undervejs, og det er kaffetid når vi når lejrpladsen.
Søndag skulle vi gerne være ved bilerne inden frokost - og hvis der så er nogen der vil "være våde", så er det jo også muligt.
Skriv til [EMAIL PROTECTED] eller ring 75 95 44 33 hvis du vil med.
 
Med venlig hilsen
Jørgen

Besvar via email