http://www.dkp-ml.dk/ART2/2869.htm Hvorhen går Cuba... (I) Første del af en analyse i to dele om, hvorhen Cuba vil gå økonomisk og politisk Kommentar af Sven Tarp, international sekretær i DKP/ML I 1989 bryder det gamle Østeuropa sammen, og i 1991 opløses Sovjetunionen. Det betyder, at Cuba stort set fra den ene dag til den anden mister sine vigtigste alliance- og samarbejdspartnere. Landets valutaindtægter falder brat til en fjerdedel og olieimporten til under halvdelen af, hvad der var tilfældet i 1989. Bruttonationalproduktet formindskes med hele 34 procent. Cubas økonomi går derefter mere eller mindre i stå. Fabrikker ligger stille eller hakker sig igennem på grund af mangel på energi, reservedele og råstoffer. Arbejdsløsheden breder sig. Landbruget træder ligeledes i krise som følge af mangel på brændstof, reservedele, kunstgødning, foderstoffer og sprøjtemidler. Alt dette har store og umiddelbare konsekvenser for befolkningens leveniveau. Den offentlige transport bryder stort set sammen. Der er strømsvigt på op til 18 timer dagligt. Der er mangel på næsten alt - tøj, medicin, fødevarer og energi til komfuret. Mange mennesker går sultne i seng. Sammen med afsavnene breder utilfredsheden sig. Et begyndende moralsk forfald spores i dele af befolkningen. Det sorte marked griber om sig. Det samme gør kriminaliteten. Et fænomen som prostitution, som var for længst var overvundet, dukker op igen. I Miami pakker de eksilcubanske mafialedere deres kufferter. Det socialistiske styres fald er blot et spørgsmål om tid, erklærer de. De umiddelbare erfaringer fra Østeuropa og Sovjet synes at give dem ret. Men nej. Det socialistiske styre beslutter at tage handsken op. Regeringen erklærer, at Cuba nu befinder sig i en særlig periode, dvs. en slags krigstilstand uden krig. "Det vigtigste er at holde ud", udtaler Fidel Castro og slår dermed tonen an. I dag, ti år efter, eksisterer det socialistiske Cuba trods alle odds stadigvæk. Økonomien er så langsomt på vej ud af den særlige periode. Levestandarden vokser igen. Hvad er forklaringen? Hvad er der sket? Og hvorhen går Cuba? Cubas strategi for at overleve Birgit Unnerup skriver om den strategi, som Cuba valgte for at overleve: "Cuba har som overlevelsesstrategi valgt at "åbne sig" over for verden i form af bl. a. masseturisme, dollarisering, masser af udenlandske investeringer (primært joint ventures) og tilnærmelse til EU som modvægt til amerikansk indflydelse." Dette er en udpræget misforståelse, som ikke bliver mere rigtig af at blive gentaget. Den cubanske overlevelsesstrategi var ikke først og fremmest et spørgsmål om at åbne sig over for omverden, selv om dette var en del af strategien. Revolutionens ledelse var fra første færd klar over, at varige løsninger fremfor alt måtte findes i Cuba selv. Hvis socialismen skulle overleve, måtte den bygge på egne kræfter. Den måtte bygge på det cubanske folks vilje og skaberkraft. Den valgte strategi var således først og fremmest et spørgsmål om at tilpasse det cubanske samfund til de nye forhold. Den udenlandske faktor blev set som et middel til at understøtte denne bestræbelse. Rettelseskampagnen fortsætter Da socialismen brød sammen i Sovjet og Østeuropa, var Cuba midt i en rettelseskampagne, som gjorde op med negative tendenser i den cubanske økonomi og samfundet som helhed. Denne kampagne, som byggede på bred folkelig deltagelse, var en af årsagerne til, at Cuba ikke blev væltet af det europæiske korthus. Rettelseskampagnen fortsatte under den særlige periode, selv om den til at begynde med i et vist opfang blev bremset op som følge af manglende materielle forudsætninger for at tage de nødvendige skridt. En del af de svagheder og negative fænomener, som man havde opsporet under rettelseskampagnen, havde man allerede lagt bag sig i 1989-91. Og andre var man godt i gang med at overvinde. Og da krisen satte ind i starten af 1990'erne blev man opmærksom på andre brister, som bidrog til at forværre krisen. Disse problemer havde deres rødder i hjemlige og ikke i internationale forhold, men blev sat ekstra i relief af krisen. Blandt de økonomiske problemer kan nævnes dårlig ledelse, lav produktivitet og effektivitet, for megen statsstøtte, uhensigtsmæssige regnskabsprincipper og lønsystemer, overdreven afhængighed af udlandet osv. Den overlevelsesstrategi, som blev valgt og udmøntet i en række grundlæggende reformer i 1993-95, sigtede ikke mindst på at løse disse og andre hjemlige problemer, samtidig med at landet "åbnede sig". Og det var i høj grad en socialistisk og ikke en kapitalistisk strategi. Den byggede på omfattende demokratiske diskussioner og folkelig konsensus. "Socialismo o muerte! " Da man efter 1991 diskuterede det cubanske samfunds udviklingsvej, var der i Cubas Kommunistiske Parti en række medlemmer, som ønskede at kopiere den østeuropæiske vej og opgive socialismen til fordel for markedsøkonomien. De viste sig heldigvis at udgøre et forsvindende mindretal. Flertallet ønskede med Fidel Castro i spidsen at fastholde socialismen. Rent symbolsk udskiftede man derfor den gamle parole "Patria o muerte! " (fædrelandet eller døden) med parolen "Socialismo o muerte!". Men dette gav ikke i sig selv svar på, hvordan man skulle overvinde krisen og lægge en strategi, som på lang sigt kunne styrke landet. Der var - og er - mange forskellige meninger om dette spørgsmål i det cubanske samfund og blandt forskellige eksperter. For eksempel er der et mindretal af økonomer, som godt sekunderet af kolleger i udlandet, slår til lyd for, at der ved siden af de statsejede virksomheder oprettes et antal privatkapitalistiske virksomheder med national kapital. Det skulle angiveligt kunne hæve produktionen. Men de er ikke kommet igennem med deres synspunkter. Den cubanske befolkning og revolutionens ledelse har afvist at indføre privatkapitalistisk ejendom på Cuba. På det spørgsmål har man ikke villet gå på kompromis. Ejendomsforholdene på Cuba Det betyder dog ikke, at ejendomsforholdene er forblevet uændrede op gennem 1990'erne. Den socialistiske statsejendom er fortsat den dominerende inden for industri, handel og servicefag. Og dertil skal lægges den kooperative sektor, som også er en socialistisk ejendomsform, og som først og fremmest findes på landet. I landbruget er en række statsbrug i de senere år blevet forvandlet til kooperativer, hvad der har givet et væsentligt løft til landbrugsproduktionen. På samme måde er en mindre del af jorden i bestemte områder blevet udlagt som familiebrug. Det gælder for eksempel inden for kaffedyrkning, hvor denne driftsform har vist sig som den mest produktive på nuværende tidspunkt. Inden for en række servicefag og håndværksmæssig produktion er over 200.000 mennesker i samme periode begyndt "at arbejde for egen regning", som man kalder det, det vil sige som små selvstændige. Men efterhånden som hjulene igen kommer i gang, vender mange af disse tilbage som ansatte i de statslige virksomheder. Inden for produktionen og i servicesektoren - navnlig inden for turismen - er der i de sidste ti år blevet indgået en række aftaler om joint ventures med udenlandsk kapital. Men disse aftaler er alle resultatet af en nøje gennemtænkt og meget selektiv politik. De er blevet indgået i sektorer, hvor man har haft behov for kapital, teknologi, knowhow og adgang til udenlandske markeder. Hvor man selv har haft den tilstrækkelige kapital og viden, har joint ventures ikke været på tale. Denne ejendomsform må derfor betragtes som et nyttigt supplement til den statslige og kooperative socialistiske ejendom. Af de 32.000 værelser, som i år 2000 fandtes inden for hotelbranchen, var således kun 3.500 blandet kapital, mens resten var cubansk statsejendom. Disse joint ventures har blandt andet betydet, at den cubanske olieproduktion er blevet syvdoblet på få år (heraf ejer staten 60 pct. ) , at nikkelproduktionen er gået kraftigt i vejret, og at den berømte Havana Club har fået nye markeder. Alt sammen til gavn for den cubanske økonomi. Sammenfattende kan man konkludere, at den cubanske stat - og dermed den cubanske befolkning - ikke har opgivet ejendomsretten til de vigtigste produktionsmidler, og at staten dermed stadig spiller en afgørende og styrende rolle i cubansk økonomi. "Åbningen" over for udlandet er heller ikke på dette område det grundlæggende i den cubanske "overlevelsesstrategi". Forholdet til udlandet Birgit Unnerup mener øjensynlig, at Cuba slet ikke skulle have accepteret udenlandske investeringer, ligesom det heller ikke skulle have indladt sig på masseturismen. Det er klart, at ingen af disse løsninger er uden problemer. Og det er ligeledes klart, at det ville have været bedre, hvis man havde kunnet undgå dem. Men hvad ville alternativet have været? Cuba har som et hvilket som helst andet land brug for fremmed valuta til at indkøbe de ting, som det ikke selv kan producere. Det ville være absurd at forestille sig et selvtilstrækkeligt autarki i et socialistisk land som Cuba. Hvis socialismen skal overleve og udgøre et alternativ til kapitalismen, må den nødvendigvis tilegne sig den moderne teknologi og vise, at den på alle områder er kapitalismen overlegen. Dette kan ikke ske uden samhandel med andre lande. Og slet ikke, når man som Cuba er et lille tredjeverdensland med begrænsede resurser. Altså må Cuba have udenlandsk valuta. Men hvordan? Kan Birgit Unnerup anvise andre veje end dem, som Cuba har valgt, så tror jeg, at de cubanske ledere er yderst interesseret i at blive delagtiggjort i disse forslag. Cuba kunne ikke bare producere sig ud af krisen ved hjælp af landbrugsvarer og mineraler. Så ville det blot komme til at konkurrere med andre tredjeverdenslande, som er fanget i den ulige handels onde cirkel. Og desuden kørte både landbrugsproduktionen og minedriften på pumperne efter bruddet med Sovjet og Østeuropa. Og Cuba kunne heller ikke forvente, at dets industriproduktion alene skal klare ærterne. Det havde den slet ikke kapacitet eller kvalitet til på daværende tidspunkt. Og desuden lå mange virksomheder brak som følgen af krisen først i 1990'erne. De få, der kørte, kunne ikke drive værket. Endelig var Cuba på grund af den amerikanske boykot forment adgang til lån fra de internationale finansielle institutioner. I denne situation valgte Cuba dels at indgå aftaler om investeringer i udvalgte sektorer og dels at satse på turisme i masseskala. Disse valg har skaffet landet hårdt tiltrængt valuta og har kraftigt medvirket til at forbedre den økonomiske situation på Cuba. Det er indlysende, at navnlig sidstnævnte ikke var uden problemer. Det har bidraget til forbrugermentalitet, prostitution og jagt på dollars. Disse ting havde man faktisk forudset. Men man mente ikke, at der var nogen vej udenom. Det var en del af den pris, som man måtte betale for at overleve. Hvad skulle Cuba ellers have gjort i den konkrete situation? Det skylder Birgit Unnerup os svar på. At tro, at man kan overleve en så dyb krise uden ideologiske og moralske omkostninger, er ganske enkelt illusorisk. Læs 2. del af artikelen
