Kære alle.
I den sidste weekend besøgte jeg Wikimedia Conference
<https://meta.wikimedia.org/wiki/Wikimedia_Conference_2013>, som i 2013
foregik i Milano. Besøget har flere formål: Mødes med folk fra vores
herlige fællesskab (at "netværke"). Se og høre hvordan udviklingen går
både i enkelte lande, specifikke projekter og helt overordnet med
Wikimedia Foundations mange projekter. Plus endelig simpelthen at nyde
det hele.
Jeg fremlagde en kort præsentation
<http://commons.wikimedia.org/wiki/File:WMDK_2012_Status.pdf>om hvad
Wikimedia Danmark har beskæftiget sig med i løbet af 2012.
Der er især to ting, som jeg lagde mærke til på konferencen: De
nationale chapters, der skal fremme projekterne, vokser. Dette betyder
at flere og flere er nødt til at ansætte (betalt) personale til at
håndtere de mange opgaver. F.eks. er Wikimedia Sverige i gang med at
omstille sig fra et projekt kørt på frivillig basis til at være en
professionel organisation med overenskomstansatte og en bestyrelse, der
nu mere træffer overordnede beslutninger. Det næste er at der også
begynder at være brugergrupper, der i modsætning til chapters ikke er
tilknyttede lande. Eksempler på disse er Wikipedia på esperanto og
Wikivoyage.
Under konferencen og beretninger om de forskellige aktiviteter, har jeg
plukket nogle ting ud, som jeg fandt interessante at dele med jer andre:
Wikimedia Canada fortalte om deres fotodag og hvordan konkurrencer kan
gøre det mere interessant: Præmiering af billeder ud fra forskellige
kategorier; f.eks. "bedste mobilfoto", "flest likes på facebook",
afstand fra byens centrum. De opfordrer dog også til at have en plan B,
da den fastsatte dag havde særdeles dårligt vejr. Men ikke desto mindre
blev det en succes med relativt stort fremmøde på mange forskellige
transportmidler.
Wikimedia Estland havde i samarbejde med Det Danske Kulturinstitut i
Riga <http://www.dki.lv/Default.aspx?ID=1923> arrangeret en
projektkonkurrence om Danmark. Desværre glemte de at kontakte Wikimedia
Danmark. Men til næste gang kunne det være interessant med den slags
projekter, der kører sideløbende i to lande.
Wikimedia Frankrig har i en række fransk-talende afrikanske lande
gennemført et projekt med offline-redigering af Wikipedia. Offline fordi
strømforsyningen i mange områder er overordentlig ustabil. Ved at lade
en særlig router hente dataene ned, kan brugerne f.eks. oprette nye
artikler og læse eksisterende artikler, selvom der ikke er adgang til
internettet.
Routeren blev sendt med diplomatpost via udenrigsministeriet i Paris.
Det vakte naturligvis interesse i ministeriet omkring projektet. Ad
omveje fik efterretningstjenesten også nys om at der var noget
Wikipedia; og fandt endda ud af at der stod uønsket information
<http://www.france24.com/en/20130407-wikimedia-slams-french-intelligence-agency-censorship>.
Wikimedia Italien har med skoler i forskellige regioner gennemført et
samarbejdsprojekt gennem et (skole)år hvor de får et "ansvar" for deres
egen Wikipedi-artikel. På denne måde kan man bruge elevernes energi på
noget konstruktivt. Endvidere har de sendt deres egen fotograf med
pressekort til fodboldkampe for at tage fri billeder.
Wikimedia Ukraine gennemførte en WikiEkspedition på cykel. Således kunne
man nemt og billigt dække et område, der kunne beskrives og
fotograferes. (Måske kunne der også være lidt hjælp til OpenStreetMap.)
Wikimedia Ungarn arrangerede i anledningen af foråret at man på den
ungarsk-sprogede Wikipedia gennemførte en forårsrengøring. Det viste sig
at være en god måde at få ryddet op i dårlige (og gamle) artikler.
Endvidere havde man en rullende udstilling af vindere fra
Commons-konkurrencen Picture of the Year
<http://commons.wikimedia.org/wiki/Commons:Picture_of_the_Year/2012/Results>,
samt de nationale Wiki Loves Monuments
<http://commons.wikimedia.org/wiki/Commons:Wiki_Loves_Monuments_2012>-konkurrencer,
som arrangeres af en række chapters. Udstillingen blev bl.a. vist på en
række banegårde.
Endelig præsenterede Nicole Ebber (Wikimedia Tyskland) og Jan Ainali
(Wikimedia Sverige) et projekt, der skal udmønte i at koordinere og dele
erfaringer mellem forskellige chapters. Håbet er at lette adgangen til
ressourcer og erfaringer. Ved at have ansat personale (i Tyskland), der
konkret arbejder med at have fingeren på pulsen, kan man netop hjælpe og
skabe kontakter på tværs af grænser. Starten er en wiki-side
<https://meta.wikimedia.org/wiki/Wikimedia_Chapters_Association/Chapters_Exchange>
og et regneark
<https://docs.google.com/spreadsheet/ccc?key=0AvQyy_nzLhZEdGtOdzdCQXlmdDVLcGJVYTA5Y1o3V1E&usp=sharing>.
--
Mange hilsner
Simon Van Studinski
si...@studinski.dk
_______________________________________________
WikimediaDK mailing list
WikimediaDK@lists.wikimedia.org
https://lists.wikimedia.org/mailman/listinfo/wikimediadk